Livet med angst.

Hvordan føles det at have angst? Her får du svaret i et dæk, som er skrevet af over 200 personer med angst.

Og det lyder sådan her.

Angsten er som at have en siamesisk tvilling. I føler sig hånd i hånd. I skal begge to tage stilling til, hvordan tingene skal fungere.

Men I er ikke enige. Angsten er en nervøsitet, du ikke kan styre eller forudse din reaktion på. Den kommer snigende.

Forklædt som bekymringer. Det er den lille tvivl, du får. Bare gange med 100.

Det er når du er ude med vennerne og så siger den lille stemme i dit hoved, du er slet ikke god nok til dem, de fortjener så meget bedre.

Det er når du sidder i klassen med det rigtige svar, men vælger ikke at række hånden i vejret, for hvad nu er svaret forkert og alle griner af dig, så hvorfor overveje besvaret?

Det er tankemylder, som ikke stopper. Hvad sker der i morgen? Hvad tænker hende derhjemme om mig? Hvad hvis jeg taber min vej af supermarkedet?

Og hvad nu hvis hun under prøven glemmer, at ellers skal jeg tilbage til, hvor jeg startede? Hvad nu hvis hun følger efter mig?

Hvad nu hvis de ikke kan lide min idé? Hvad nu hvis jeg er god nok? Er det det eneste, de kan se? Hvad nu hvis der er for mange mennesker?

Hvad sker der, hvis jeg siger det her? Min tanke har ikke til at holde ud med jer!

Hele verden går lige pludselig for stærkt, og du kan ikke følge med. Og til dig, som ikke har prøvet et anfald før, prøv at forestille dig, at du misser et trin på trappen.

Det suser for skrækkelse, du mærker i ét sekund. Forestil dig, at det var i én time.

Et anfald starter som en bekymring. Bekymring bliver til uro. Uro bliver til hjertebanken. Hjertebanken bliver til rastløshed.

En rastløshed, der får dig til at ryste med hænderne, mens du bor nejlet ned i håndfladerne. Du begynder at hyperventilere.

Og det føles som om du ikke kan trække vejret, du bliver lam i egen krop og kan ikke flygte. Uanset hvor mange gange du forsøgte, så kan du ikke.

For du sveder, du røster, du har kvalm og du græder. Du sætter dig i første stilling. Og her vil jeg gerne have, at du holder om mig.

Men samtidig vil jeg gerne have, at du skal gå væk. Men folk... Forstår det ikke.

Folk forstår ikke... At sætningen... Du kan da bare tage dig sammen, så er det væk. Ikke er så simpelt.

Det er ikke bare en normal nervøsitet. Der ligger ofte trauma og ubehagelige oplevelser bag angsten.

Folk forstår ikke, at det er de små ting for mig, som er de sværeste, men for dig sindssygt nemme. At svare på en besked, at tage toget, at handle.

Folk forstår ikke, at nogle dage er den stille type hjørnet, men andre dage kan jeg være den største humørbombe.

Lige indtil tankerne kommer snigende, så sætter jeg en facade op.

Folk forstår ikke, at nogle dage, der kan jeg være sammen med op til 100 mennesker, men andre græder over, at jeg skal foretage et opkald.

Og jeg forstår ikke sætningen. Nå, har du angst? Det kan man da ikke se på dig!

Bare fordi du ikke kan se det, så betyder det ikke, at det ikke er dig.